onsdag den 13. juni 2007

som man kan ha' det?

Vi har det forskelligt, Kirsten og jeg. Kirsten savner, når vi ikke har vores 23ting-møder omkring husets sløveste computer. Jeg er lettet, når der ikke er nogen aftaler i farvandet, vel vidende, at jeg dukker mig, og at jeg får hjertebanken hver gang der er en ny opgave i min mail.
I aftes læste jeg en artikel i Ældresagen om mp3-afspillere, så når vi kommer til opgaver hvor den indgår, er jeg måske for en gangs skyld lidt på forkant og i stand til at guide min unge kollega frelst igennem alle faldgrupperne? Det er min hedeste drøm.

søndag den 3. juni 2007

Billedgeneratorer

Jeg tror, vi har sprunget en TING over, Kirsten, den med billeddeling -gider vi, eller er det en pensionistting??
Billedgeneratorerne brugte vi ca. 2x½ time på fordelt over 2 dage, hver gang sidst på eftermiddagen. Vi var ikke vildt tændte på at lave opgave og det smitter nok af på succesraten? Vi kunne ikke få billederne/teksterne til at makke ret. Jeg tror, vi sætter for lidt tid af til at forberede opgaverne, læse oplæg og kigge på de sider, vi bliver henvist til. Vi vil være færdige, før vi får begyndt. En anelse stressede - der gør det sværere, at orientere sig?
Med lidt kollegial støtte, lykkedes det dog til sidst at få sat en genial tekst på et par kønne billeder. Jeg tror, jeg kan få meget glæde af denne nye færdighed, fordi jeg hele tiden skal lave skilte til div. småudstillinger i udlånet.

Library Thing

Fredag før Pinse nåede Kirsten og jeg at oprette hver sit mini-minibibliotek i Library thing.
Det var nemmere end så meget andet, 23ting har udsat os for! Alligevel var det først på falderebet, at vi fandt ud af, hvordan man manuelt får bøger ind i biblioteket. Derfor ser det ud som om bøger er noget vi læser på originalsproget, men for mit vedkommende er rent pral - jeg får rigelig fremmedsprog på nettet.

torsdag den 24. maj 2007

flickr

Min allersødeste makker, Kirsten, har ført den herligste logbog for os begge, så hvis nogen har lyst til at læse om vores op- og nedture, kan jeg henvise til Kirstens blog.
I dag har vi brugt ca 1½ time på flickr. Det lykkedes os tilovermål, at plastre Kirstens blog til med billeder, men da turen kom til lidt pynt på min, var Kirstens blog blevet så billedgrådig, at den snuppede alle vores forsøg. Selvom vi havde logget os ind på min blog var det simpelthen umuligt, at få Kirstens blog til at forsvinde. Måske havde det været muligt, hvis vi havde startet maskinen helt forfra, men tiden var gået, vi var trætte - og så skulle vi ind og tage festligt afsked med Ulla.
Vi har tiltusket os en time i morgen, men den skal nok bruges på næste opgave.

lørdag den 5. maj 2007

Jeg har fået egen bærbar computer - gik straks ind på min blog, og så en besked fra Helle om, at jeg skulle give besked om, at jeg er oprettet på messenger. Det være hermed gjort.

onsdag den 2. maj 2007

jeg er her endnu

- men jeg ved ikke hvor længe! Med mit computerniveau, er det mere end tvivlsomt, at jeg får gennemført projektet. Jeg skal bruge alt for meget tid på at løse de stillede opgaver, og jeg er ikke sikker på, at jeg - eller min arbejdsplads får valuta nok for den investerede tid?
Men altså - foreløbig har jeg oprettet en blog og fundet en 3-4 feeds, jeg vil abonnere på, så må vi se om det bliver næste opgave, der giver dødstødet, eller om jeg hænger på med det yderste af mine "nedbidte" negle?